Trustpilot
Pleje af dit smykke – Nygaard Smykker

Pleje af dit smykke

Materialer som sølv og messing anløber og bliver mørke eller plettede ved kontakt med ilt og ved brug, men med enkle forholdsregler og et par gode, effektive produkter kan dine smykker holde sig flotte i mange år.

Opbevar dine smykker i en lufttæt pose, så du forsinker den naturlige oxydering af sølv og messing. Det er ret effektivt! Opbevar kun 1 smykke i hver pose. Opbevar dine smykker mørkt så de ikke udsættes for sollys. Undgå at dine smykker kommer i kontakt med kemikalier. Tænk bredt – det er rengøringsmidler, hårpleje og stylingprodukter, sæbe, creme, parfume og meget andet.

Tag dine smykker af når du sover, bader, dyrker sport eller anden aktivitet hvor du sveder. Kroppen udskiller syre gennem huden som gør at smykker anløber og bliver mørke. Hvor meget syre vi udskiller er forskelligt fra menneske til menneske men nogle oplever at smykker anløber hurtigere end andre. Noget medicin udskilles også gennem huden og kan bevirke at smykker anløber hurtigere. Undgå slag og stød der kan lave mærker i metal.

Både sølv og messing er bløde metaller der kan vrides ud af facon – vær derfor forsigtig når du håndterer dine smykker. Det betyder også at f.eks. øjer der bruges til at montere lås i halskæder kan åbne sig ved belastning.

Sølv

Sølv der er blevet anløbent og mørkt kan nemt friskes op med Rensemiddel til sølv eller Pudseklud til sølv. Rensemiddel til sølv er en klar væske som sølvet sænkes ned i 1-2 min.
hvorefter evt. fastsiddende snavs kan fjernes med en blød medfølgende børste. Processen kan gentages men lad ikke smykket ligge i væsken i længere tid. Skyl med rent vand og tør efter med en blød klud.

Efterpolér gerne med en pudseklud – mest effektivt er det at bruge en pudseklud der er imprægneret med sølvrensemiddel som Pudseklud til sølv hvor man både får effekt af
virkemidlerne i sølvrensemidlet og af den friktion der opstår når man pudser. Hvis du har sølvsmykker der er meget anløbne er der et lille trick hvor du bruger Pudseklud til guld og fugter
et hjørne af kluden som du polerer smykket med og efterpolerer med et tørt stykke af kluden – det er ganske effektivt.

Rensemiddel til sølv er velegnet til alle slags sølvsmykker, også hvor der er små detaljer som det kan være vanskeligt at rense med en pudseklud.

Messing

Messing er er en blanding af metallerne kobber og zink. Messing der er blevet anløbent og mørkt kan nemt friskes op med pudsemidlet Brasso, som kan købes i alle større supermarkeder.

Sådan gør du: Ryst flasken og før Brasso på med en blød klud. Polér efter med en tør blød klud inden poleringen er helt tørret ud og nyd så resultatet. Når du mener at det hele skinner, så giver du det en gang Brasso mere og opdager at det gjorde det slet ikke. Man ser det tydeligt på kluden hvordan Brasso fjerner snavs der ikke kan ses, men resultatet bliver synligt bedre.

 

×